Ånd og ego

Forestil dig denne situation:

To tvillinger ligger i deres mors mave og har den følgende samtale. For klarhedens skyld kalder vi den ene Ego og den anden Ånd.

Ånd siger til Ego: ”Du vil sikkert ikke tro på det, men jeg er overbevist om, at der findes et liv efter fødslen”.
Ego svarer: ”Sikke noget vrøvl. Se dig om. Der findes ikke andet end dette. Hvorfor tror du altid, at der findes en anden virkelighed? Du må acceptere dit liv, som det er. Nyd det nu bare, og glem alt det sludder om et liv efter fødslen”.

Ånd bliver tavs en tid, men hendes indre stemme trænger sig snart på igen. ”Bliv nu ikke vred, Ego, men der er noget mere, jeg vil sige. Jeg tror også, der findes en mor.”
”En mor!” fniser Ego. ”Hvordan i alverden er du kommet på den tanke? Du har aldrig set en mor. Hvorfor kan du ikke affinde dig med virkeligheden? Det er vanvid at forestille sig, at der skulle være en mor. Du ligger her alene sammen med mig. Dette er din virkelighed. Tag nu fat i strengen. Kravl hen i dit hjørne, og hold op med at være så fjollet. Jeg kan forsikre dig for, at der ikke findes nogen mor”.

Ånd holder modstræbende op med at sige mere til Ego, men hendes utålmodighed får snart overtaget igen. ”Ego”, siger hun indtrængende, ”hør nu efter uden at forkaste, hvad jeg siger. Jeg tror, at det konstante tryk, vi kan mærke, alle de bevægelser som med jævne mellemrum er så ubehagelige for os, måden vi hele tiden bliver flyttet på, så her bliver mindre og mindre plads, mens vi bliver større og større, er tegn på, at vi er undervejs til et lysere sted, som vi snart kommer til at opleve”.

”Nu er du da gået helt fra forstanden”, svarer Ego. ”Du har aldrig kendt andet end mørke. Du har aldrig set lyset. Hvordan kan du få sådan en tanke? De bevægelser og tryk, du kan mærke, er din virkelighed. Du er et isoleret, særskilt væsen. Dette er din rejse gennem livet. Mørke og tryk og følelsen af at være indespærret er netop dit liv. Du må trækkes med den slags følelser hele livet. Tag nu fat i din streng, og hold dig i ro”.

Ånd holder sig i ro en tid, men kan til sidst ikke beherske sig længere. ”Ego, jeg vil kun lige sige én ting til, og så skal jeg nok holde op med at plage dig for fremtiden”.

”Lad mig så høre”, svarer Ego utålmodigt.

”Jeg tror, at alle de mange tryk og alt vores ubehag ikke alene vil føre os ud til et nyt himmelsk lys, men også vil stille os ansigt til ansigt med en mor, og at vi til den tid skal opleve en glæde, som vi hidtil aldrig har kendt”.

”Du er bindegal, Ånd. Nu er jeg sikker på det”.