En fortælling om kærlighed

N: ”Kom nu Nellie, en tur i skoven vil gøre dig godt”.

Nellie slukker modvilligt på fjernbetjeningen. Det seneste program i rækken af dem, hun netop har overstået, handler om det stigende antal skilsmisser. Man må ofre sig lidt og arbejde for sagen, har hun hørt. ”Det er så denne uges bidrag fra mig”, tænker hun modvilligt, mens hun med besvær letter sit stive korpus fra den slidte sofa.

I skoven er det som om, at Pouls indre letter.

”Se det stjernemos, det har en ultimativ grøn farve, grønnere kan det simpelthen ikke blive”, siger han begejstret.

N: ”Hvor er stien? – man kan da ikke bare vade rundt her og fare vild!”

P: ”Solen skinner, se strålerne mellem stammerne, Nellie, er her ikke bare eventyrlig smukt og fuldt af god energi?”

Nellie er fuldstændig upåvirket af Pouls ekstase

”Det har regnet i 4 dage. Det er smaddervådt, vandet er trængt igennem mine sko og mine strømper er våde. Det koster sikkert en sygedag i morgen”.

P: ”Se de store grantræer, de er fuldt med nye skud for oven”.

N: ”Men helt døde forneden!”

P: ”Sådan er der også nogle mennesker, der er”, bemærker Poul med et skævt smil og glimt i øjet.

N: ”Hvad mener du?”.

Nellie fravælger humoren og er øjeblikkelig i forsvarsposition. Poul fortryder morsomheden og forsøger at redde den relativt gode stemning.

”Jo, øhh, nogle mennesker er pæne i toppen og grimme på bunden…. , prøver han. De går tavse lidt.

N: ”Vi skulle have taget madpakke og kaffe med!”

P: ”Eiijj, så du skovskaden derovre, den er vel nok farverig. Hvem der bare kunne flyve og se ud over alle de nyudsprungne trætoppe.”

N: ”… men vi kan også køre omkring bageren på vejen hjem”. Nellie kigger på uret, sagtner farten, og signalerer, at hun vil vende om.

P: ” Hvis vi lige tager stien derhenne til venstre, kan vi gå rundt om dette skovafsnit og komme tilbage ad en anden vej, som vi ikke har gået før”.

N: ”Hvor langt er det? – jeg synes, det blæser op.”

Hun slår kraven op og lægger i tankerne endnu en uge til ”ugens bidrag”, hvis hun altså skal gå ret meget længere.

P: ”Du kan også vende om og tage bilen hjem, jeg tager genvejen til fods, så ses vi hjemme.” Poul erkender, at gåturen ikke sker med Nellies gode vilje, desuden trænger han til at være lidt alene i naturen. Det er ofte her, han tanker energien op.

Nellie ånder lettet op. De kysser og går hver sin vej.

Nellie skuler tilbage efter Poul. Han ser nu godt ud, sin alder taget i betragtning.

”Tænk, hvis ikke jeg havde ham”, tænker hun, som så ofte før. ”Han er den evindelige optimist, han holder mig i den grad oppe”.

Hun undres ofte over den stabile tilfredshed Poul udstråler. Han er som en uudtømmelig kilde af kærlighed, tilgivelse og harmoni. Af og til føler hun jalousi og mistillid til ham, mest fordi hun er bange for at miste denne impuls, som hun ikke kan finde i sig selv. Nellie sætter sig ind i bilen med et gran dårlig samvittighed, overvinder fristelserne hos bageren, og kører lige hjem. Hun sætter kaffen over og venter utålmodigt, til Poul kommer hjem.

Poul tænker også på Nellie. Når han er sikker på, at han er helt ude af syne, omfavner han et træ. Han lader granens energi gå ind til hjertet og glædes og styrkes derved, indtil han føler, han går i ét med træets rødder og krone. Han ved, at Nellie og han er forskellige steder i deres udvikling. Han ved også, at det er hans livsopgave at sprede lys, håb og kærlighed i alle de relationer, han indgår i – ikke mindst til Nellie. Han forsøger derfor at være upåvirket af hendes ofte negative indstilling, og at optræde tålmodigt, fredsommeligt, vedholdende og kærligt.

Han når omsider hjem til Nellie og duften af nybrygget kaffe. Uden et ord omfavner de hinanden, som havde de været adskilte i dagevis.

I kærlighed og stilhed smelter de sammen i ét.